Har du også problemer med at få tømt madskålen derhjemme? Der kan være mange årsager til, at din hund ikke spiser sit foder op, men der findes også en lang række ting, du kan prøve, for at løse problemet og sikre dig, at din hund både er velernæret og sund – måske endda sundere end dig selv :-).
Giv din hund tryghed
Det første tip er, at skabe trygge og faste rammer for din hund. Det betyder, at du fodrer hunden på det samme tidspunkt hver dag og at fodringen finder sted på det samme sted i huset eller i haven hver dag. Det giver hunden en sans for rutine og en tryghed. Det betyder samtidigt, at du ikke bør have en skål med hundefoder stående frit fremme hele dagen, uanset om du har en eller flere hunde.
Da hunde er et flokdyr vil hundefoderet uden tvivl ryge i løbet af dagen og man kan have tendens til at fylde op igen og igen, hvis man føler, at én hund spiser mere end en anden, men det skaber rod i systemet hos hunden, der bør vendes til, at fodringen sker på et bestemt tidspunkt på døgnet.
Introducer nyt foder
Foruden faste vaner kan du forsøge at skifte hundens foder ud, hvis den stadig ikke vil spise. Der er ikke to hunde, der er ens, så hvad der måske virker for den ene af dine hunde eller hvad der virker for naboens hund, er ikke ensbetydende med, at det virker for din hund. Din hund kan også være allergisk eller kræsen over for noget, der er i dens nuværende hundemad og det kan derfor være en årsag til, at din hund ikke spiser op.
Prøv at introducere en ny type foder for din hund, som selvfølgeligt overholder de næringskrav, som din hund har. Du kan eventuelt konsultere din dyrelæge, inden du træffer et valg. Ofte kan dyrelægen på baggrund af sin erfaring rådgive om gode mærker og typer af foder til netop din hund.
Du kan også forhøre dig i din lokale dyrebutik. Mange har ofte succes med at skifte til et mere kødholdigt produkt, der indeholder mere fedt og dermed mere smag, der tilfredsstiller hunden og stiller nysgerrigheden skarpt på maden. Så skal madskålen nok blive tømt.
Giv desuden hunden fred til at indtage sit foder i ro og mag, uden at stå ved siden af eller klappe og snakke til hunden mens den spiser.
Sløjf godbidderne
De er jo søde, de firbenede og de er tit også rigtig dygtige, så selvfølgelig ryger der fra tid til anden et par delikate godbidder ud af lommerne. Selvom du forkæler din hund af god mening, kan godbidderne faktisk godt være en af årsagerne til, at din hund ikke spiser op.
Prøv i et par uger at undlade at fodre din hund med godbidder i løbet af dagen og se, om hunden i stedet tyer til det foder, du hælder op i dens madskål. Der er langt fra ligeså meget næring i godbidder, som der er i reel hundefoder og du kan derfor fratage din hund essentielle næringsstoffer ved at stopfodre den med godbidder i løbet af dagen.
Det svarer til, hvis du konstant gik og proppede slik i munden af dit barn, som så heller ikke ville have lyst til eller appetit til at sætte noget til livs når det blev tid til aftensmad. Prøv derfor at hold igen med godbidderne for en stund.
Skriv et svar